Suture

Skærmbillede 2015-06-29 kl. 16.34.40

Suture

Morten Søndergaard i samarbejde med Åse Eg Jørgensen

48 Sider
Håndindbundet med kirurgisk tråd

 

RDNQ4547

Suture, bronce, 2015

IMG_5567

Suture, Håndmalet kinesisk porcelæn, 2016

Suture-linjen er den linje der løber gennem vores kranier. Den måde samler og deler. Ordet Suture indholder begge betydninger og betyder også at sy sår sammen. Kraniesømmen eller suturen stødte jeg første gang på hos Rilke i hans lille fine essay som hedder Urlyd. Rilke fantaserer her om mulighed af at afspille suture-linjen med en grammofon-nål. Jeg gik ned i katakomberne i Paris og fotograferede 100 kranier og tegnede linjen af. Det er det materiale der udgør indholdet af bogen og udstillinger.

 

Rilkes tekst ligger tilgængelig her >…

 

Læs mere om udstilling og bog her >…

Suture

Af Ida Bencke

 

 

Morten Søndergaards bog- og udstillingsprojekt Suture gentænker en ældgammel dissonans mellem sprog og materialitet ved at pege på alternative måder at artikulere og indskrive sig på i verden. Suture er skabt i samarbejde med billedkunstner Åse Eg, og er en spekulativ rejse ind i fremmede alfabeter; en udforskning af mulige paratekst, indgraveret dybt i vores kroppes ufremkommelige indre. Værket er en både arkæologisk og etymologisk ekspedition til betydningshorisonten omkring ordet ‘suture’. Ordet refererer til den bølgede kurve, hvor kraniets forskelige dele møder hinanden. Det er både betegnelsen for en kirurgisk syning, og den tråd, der holder sår sammen, og indenfor geologien betegner ordet en kollision mellem tektoniske plader. Ordet ‘suture’ omfatter altså både skæringspunkter og sammenføjninger, heling og brud. Betydningerne knytter sig til kroppens sfære, og til medicinens område, men den relaterer sig også til tegnenens domæne. Suturens søm-lignende topologi og sy-relaterede associationsfelter rækker ind i sprogets verden via en visuel lighed (kurven ligner simpelthen skrifttegn på et ukendt sprog), men også via en etymologisk forskydning fra ordene ‘tekstil’ og ‘tekstur’ til ordet ‘tekst’. Suture er en såkaldt artist’s book: en tekstløs bog, håndbundet med kirugisk tråd, der gengiver kraniesøm fra hundrede forskellige kranier fundet i de parisiske katakomber. Ligesom et fingeraftryk er kraniets suture unikt for hvert eneste krop. Dybt inde i vores kroppe bærer vi altså alle på vores helt egen, hemmelige signatur, et slags para-sprogligt testamente, der bevidner vores eksistens i århundreder efter vi har draget det sidste suk. Suture minder os om, at kroppens betydningspotentialer i verden langt overstår det midlertidige jeg, der bebor den for en kort periode. I det korte essay ‘Ur-Geräusch’ fra 1919 fantaserer den tyske forfatter Rainer Maria Rilke om at afspille kraniesømmet som rillen i en grammofonplade, og forestiller sig, at man herved vil være i stand til at ekstrahere en slags kroppens egen ‘ur-lyd’. Hvis vi – i det mindste for en stund – accepterer suturen som en slags poetisk tekst, et ejendommeligt ornamentalt spor ‘fortalt’ af kroppens selv, så må vi samtidig acceptere det præmis, at ikke kun menneske-subjekter indskriver sig i verden, og skaber mening i den. I dette perspektiv er suturen udtryk for en mere-end-menneskelig semiotik, en transhuman markør af forskelle og forbindelse.

I al sin suggestive enkelhed minder kraniesømmet om en visualisering af en ukendt hjertefrekvens, eller fremmede radiobølger, der bærer på en kryptisk besked. Suturens skrift er fundet på det knoglemateriale, der lades tilbage efter hjernen – og hermed også bevidstheden – er gået i opløsning, og har forladt kroppen. For så vidt symboliserer den et komponent af vores væren, der er absolut nødvendig for opretholdelsen af vores liv, men hvis eksistens hverken starter eller slutter med en menneskelig bevidsthed. Den streg, der vises i Suture er en form for ready-made, en (for)samling af kranie-inskriptioner, fundet i katakombernes parallelverden, et underjordisk arkiv af en anden – ganske bogstavelig – form for underbevidsthed. De fundne kraniesøm symboliserer en semiotisk drift dybt inde i menneskekroppens mest intime enrum, der ikke kan reduceres til de menneskelige artikuleringer, vi normalt identificerer som sprog. Suture kan måske bedst beskrives som en spekulativ fabulering, der undersøger det poetiske potentiale i at anskue kraniet – bevidsthedens beholder – som bogstaveligt talt beskrevet med en skrift, der ikke tilhører vores rum- og tidsbegrænsede bevidstheder. Suture problematiserer konventionelle skillelinjer mellem ‘selv’ og ‘anden’, og opfordrer til at reflektere over de andre potentialer for betydningsdannelse, der findes i verden, og som følgelig også findes i os. Værket kalder på en overvejelse af forbindelseslinjerne mellem ‘tekstur’ og ‘tekst’, mellem det ikke-menneskelige stof, verden er gjort af, og det mylder af forskelligartede stemmer og udtryk, der sætter deres aftryk i dette stof.

Indtil for få årtier siden blev den anvendte sutur-tråd til kirurgiske sammensyninger fremstillet af dyretarme, hovedsageligt fra katte og får. I dag fremstilles kirugiske tråde ofte af kirtler fra silkeormen, og medicinalindustrien investerer store beløb i at udvinde edderkoppespindets silkefibre til fabrikationen af en særlig ‘supersuture’. Grænsen mellem jeg og verden er ikke på forhånd givet, men udgøres af midlertidige brud, kollisioner og sammenføjninger i dynamiske bevægelser. Det er de andre, der holder sammen på os. Kroppen er ikke i verden; den er af den.  Suture stiller ind på de fremmede frekvenser, der hele tiden omskriver, hvad det betyder at være et sprogligt subjekt ved at indskrive sig i den sammenvævede stoflighed, verden er gjort af.