Emirens tjener mødte Døden på markedet i Bukhara. Da tjeneren så Døden gøre tegn til sig, skyndte tjeneren sig op til emiren og bad ham om den bedste hest, for tjeneren ville til Samarkand – så langt væk som muligt. Emiren bad nu Døden om at komme op til paladset for at høre, hvorfor Døden havde skræmt tjeneren. Døden svarede: Det var på ingen måde min mening at skræmme ham. Jeg var bare overrasket over at se ham her, for jeg har en aftale med ham i morgen i Samarkand.

 

 

 

Bussen til Samarkand kører klokken otte

men den er forsinket, og tiden går

tilsyneladende ikke efter de samme

regler længere, hvis der ellers

 

findes regler for tiden. Der var

strømafbrydelse, og der var

ikke vand på hotellet. Vi spiste

morgenmad i mørke.

 

Uden for byen kortlagde

Ulugh Beg stjernerne

og beregnede i 1410

jordens rotation om solen

 

med fem sekunders afvigelse

fra den astronomiske tid.

Hvis jeg sætter min højre hånds

tommelfinger på Nordpolen

 

så drejer kloden rundt og

rundt i fingrenes retning.

Tiden har videt sig ud

til et delta, og siden jeg

 

mødte dig, er den begyndt

at gå baglæns, og da jeg så

dig på skærmen i går

var dit hår Det Røde Hav

 

som jeg har stor lyst til

at drukne i. Det er både

let og fortumlet

at du er en anden

 

og at tiden tog en

drejning midt i det

hele, som om vi

døde midt

 

i det hele: Hør

Døden taler i søvne

måske drømmer den

om os?

 

 

Jeg er taget til Samarkand

for at skrive et digt om døden

og jeg er næppe

den første, der er

 

taget til Samarkand for at

skrive et digt om døden.

Omar Khayyám ser op

mod himlen, han sidder

 

i middagsheden og leger

med en mønt, som

han kaster op

i luften og lader

 

falde på tilfældets tæppe.

Vinden rejser sig

og vi må

forsøge at leve –

 

jeg leger med bogstaverne

i Omar, jeg kaster dem op

i luften, og de lander

på tilfældets tæppe:

 

Ramo og Mora og Roma og Amor

også Døden leger

den leger med ord –

den leger med bogstaver

 

og ting og dyr

og mennesker og lader

dem falde på tilfældets tæppe.

Døden leger mand.

 

Døden leger kvinde. Døden

leger Afrosiab. Asmara.

Marakanda. Samarkand.

Døden leger krystalstruktur.

 

Døden leger aminosyre.

Døden leger bregne og alge og palme.

Døden leger liv og intelligens.

Døden leger mild sommerregn

 

der pludselig gennembløder tøjet.

Døden leger Diaspora og leger

at inde i ordet Diaspora findes

ordet Paradiso.

Døden leger, at der er stof

i stedet for antistof.

Døden leger, at der er noget

i stedet for ingenting. –

 

Døden leger aften

og afgrund og Omar

Khayyám og ørknen

og at vi ikke gik

 

fra hinanden, og at

vi stadig står og står

i Dødens øjne:

Døden leger mand

 

og kvinde, og at den

er begge dele.

Døden står i baren.

Døden er dj.

 

Døden vil have Samsung

og Chevrolet.

Døden ryger dårlige

russiske cigaretter.

 

Døden veksler dollars

på et gadehjørne

i Samarkand

og i Samarkand

 

kommer man let

i tvivl om, hvor

Samarkand

i grunden ligger.

 

Selv Døden

kommer i tvivl:

Skal den tage mig

eller dig først?

 

 

Døden gaber:

Hvem skal den tage?

For i Samarkand

trevler alting op

 

og mister

sin betydning:

Vores navne

er blevet levende. –

 

Døden slår på sin

tromme af tyrehjerteskind.

Vi er her endnu

og jeg går og tænker på dig

 

mens sydende eftermiddagslyde

gennemsyrer luften

i Samarkand, og vinden

raser gennem gaderne

 

og slår alle vinduer op

så nogen råber:

Heldigvis

er ungdommen forbi!

 

Bussen kravler hen over

bjerge dækket af sne

rundt om Samarkand

og holder stille ved checkpoints.

 

Jeg sidder i en bus og har

vanvittigt lyst til dig, og når

jeg ikke tænker på Døden

tænker jeg på dig –

 

hjertefisken slår med halen

et øjeblik, og vi blafrer i vinden

som verdens vasketøj

og jeg tager

 

en ny skjorte på. Den er

hvid og let

som et kærtegn

en morgen i Samarkand.

 

 

Navnene er rum, vi går

ud og ind af, og i et

af rummene sidder

Døden og slår

 

på sin tromme af tyrehjerteskind.

I et andet sidder en mand

og slår på en kedel

med en lille hammer.

 

I et tredje sidder en kvinde

og væver et tørklæde til

turisterne, og alle vil

gerne overleve og være lykkelige –

 

kvinderne i gården til den

ødelagte moske går tre

gange rundt om en sten

for at blive gravide.

 

Samarkand kan

ikke finde sig til rette

i sit navn, men hvem

kan også det?

 

Jeg er alene, men ikke

ensom, og vinden

blæser ind fra ørkenen

og der er lys i byens huse.

Samarkand kan ikke finde

sig til rette i sit navn

og hvordan skulle byen

også gøre det

 

når den ligger i en pløret sump

af forestillingsbilleder

inde i mig og lugter

af billig parfume og skinner

 

som et palads i en drengedrøm

og drengen sidder og læser

om Døden i et parcelhus

og om vandpiber og karavaner

 

og silke og sorg

over at ting og ord aldrig

skal møde hinanden, og

Omar Khayyám hvisker: Kom.

 

Jeg forsøger at skrive

sande sætninger

i sandet sammen med Sophus:

Hvis⇒så. A⇒B.

 

Vi skriver dem med pinde i sandet

som varsler og vartegn: (A hvis
og kun hvis B) ⇔ (A er logisk

ækvivalent med B).

 

Hvis og kun hvis. Hvad nu

hvis? Hvis der er en vej

at gå. Fra A til B. Vist. Så. Men

undertiden kommer B før A.

 

Jeg vågner alt for tidligt

og kan ikke huske, hvem eller

hvor jeg er. Men jeg kan huske

at du syede en knap

 

i min skjorte, før jeg skulle

rejse til Samarkand.

Nu sidder jeg i en bus

i Usbekistan

 

og tænker på dig

på vej gennem ørkenen

hvor alting er dækket

af salt som alt

 

andet i Samarkand.

Den russiske revolution

slog fejl, og Aralsøen er tørret

ind, og en fremtidsengel

 

lander på min skulder

og hvisker, at det

nok skal gå. Hvis. Så. Jeg var

på bar med en mand

 

i Samarkand. Han var pilot

og levede af at dræbe græshopper.

Vi drak, mens han fortalte

om at dræbe insekter fra fly

 

vi talte om alt og ingenting og

al-Khwˉarizmˉı lagde navn

til ordet algoritme

han tog tallet 0

 

med hertil fra Indien.

Hvorfor er der noget

i stedet for ingenting?

spørger jeg piloten

 

men han har forvandlet sig

til linedanser og går

og øver sig i madrassaens gård.

Der er ingen betalende gæster

 

her er kun mig og Døden

som rabler tal og ord

af sig i drømme: Navn! Dato!

Der er en kat i et hul

 

nede i gulvet henne ved

kakkelovnen. Den ser på mig

med et blik, jeg ikke

kan forstå –

 

hvad betyder jeg

i en kats blik?

Hvad får den ud

af det hele?

 

Den første gang, jeg mødte Døden

skulle jeg til at løbe ud efter min bold

da jeg standsede og fik øje på ham.

Han var usædvanlig høj og behørigt klædt

 

i sort. Han smilede venligt og gik over gaden

som om intet var hændt.

Nogle år senere så jeg ham næsten dagligt.

Han arbejdede som postbud i det kvarter

 

hvor mine forældre boede. Jeg stod

som regel ude på vejen og ventede på ham.

Vi fulgtes ad et stykke af ruten

og jeg fik lov til at bære brevene

 

ind til folk. En sommer kom der en afløser.

Det blev varmt, og vi tog til stranden.

Jeg badede sammen med en veninde

og vi blev overrasket af en stærk understrøm

 

hun blev trukket ned og var umulig at finde.

Han var en af dem der forsøgte at hjælpe.

En anden gang mødtes vi på en færge.

Jeg var gået op på soldækket –

 

han havde en orange kedeldragt på

og var i gang med at skifte et lysstofrør.

Jeg var allerede kravlet op på rælingen

da jeg så, at det var ham.

 

Da vi kørte fra færgen, sad han på bagsædet

af en bil og vinkede til mig. Jeg vidste godt,

at vi skulle med samme fly til Usbekistan.

Han ventede lige bag mig ved check in-skranken

 

men ombestemte sig og valgte en anden kø.

I en periode var jeg overbevist om

at jeg så hans ansigt hver eneste dag på gaden.

Der skulle kun et smil eller en kejtet bevægelse til

 

så var han der. Jeg gik til psykolog

men var lidt for længe om at opdage

hvem det var, jeg betroede mine inderste tanker til.

På det seneste har jeg opdaget

 

at han ikke nødvendigvis behøver

at være af menneskelig natur.

Han kan også være en solsort

en saks eller en telefon på et bord

 

et stykke musik eller et digt i en bog.

Det er ikke længere siden end i går

at jeg så ham i fjernsynet

hvor han var med i et børneprogram.

 

 

Jeg kan ikke finde vej

og begynder at gå i cirkler

og det er, som

om Samarkand

 

ligger i alle retninger

og selv mit hotel er blevet

væk. Jeg spørger en mand

på et marked om vej.

 

Han er mere end villig

til at hjælpe mig –

han lugter af jord

og hans øjne er hvide

 

han gestikulerer og smiler:

Du skal gå den vej og

den vej og til højre og venstre.

Som om jeg kunne kende forskel

 

på højre og venstre!

Til sidst tegner han

et kort i min notesbog.

Mit hotel hedder Sarbon

 

og Sarbon er navnet

på den person, der går

forrest i en karavane for

at finde vej –

 

– og jeg går rundt under gadelygterne

i Samarkand. Først er

min skygge bag mig. Så er den

under og så langt foran mig –

 

[…]

ikke hjem. En mand står foran sit hus

og holder røntgenbilleder

op imod gadelygten, som om han

prøver at forstå, hvad der skal ske

 

og en kvinde kommer imod mig

med en levende perlehøne i favnen. Hvis.

Så. Stjernerne skinner, og jeg går

foran min skygges lille karavane.

 

 

Hvis ikke jeg kan finde mit hotel

i Samarkand, var det lettere

at finde La Santa Muerte.

Hun bor i Tepito i Mexico City.

 

Jeg besøgte hende sammen

med Thomas Boberg, og vi tændte

et mangefarvet lys foran hende

i Tepito i Mexico City.

 

– Små lavbenede kvinder standser op

og ser efter os, da vi forlader Samarkand

og en Lada fuld af æg overhaler os

og vi drikker vodka til suppen

 

og der kommer kødspyd ind

grillet over en primitiv grill foran huset

og en dreng samler penge ved bordene

ved at danse som Michael Jackson.

 

Ulugh Beg udgav i 1447

et stjernekatalog

som bestemte 992 fixstjerners

position, og en hund

 

løber og gør ad os

inde på en mark.

Der står også en blå tyr

derinde, og dens øjne er

 

pistolmundinger

og dens hale pisker

som på et maleri af

Vladimir Lysenko! –

 

Jeg fik ikke skrevet

mit digt om døden

og efterhånden

som jeg taber Samarkand af syne

 

ved jeg ikke, om byen

overhovedet findes. Men jeg ved

at jeg sidder i en bus på vej

over bjergene imod dig.

 

Det ved jeg er sandt.

Jeg ved, at vi må være

en tindrende substans

der sender sole op –

 

jeg ved, at jeg ved, at livet

er kort: Gør det bredt

som en

mælkevej.